Forstå indholdsdeklarationen

Februar favoritter 2015

 photo DSC01471_zpsgtxaehzp.jpgSå blev det endelig forår – tid til at runde sidste vintermåned af med februars favoritter! Jeg har fundet syv forskellige produkter frem, to hudpleje produkter, fire makeup produkter og én neglelak. Alle syv produkter som jeg har brugt flittigt i februar og som uden tvivl også kommer til at blive værdsat i marts!

1) Purely Professional 1 Facial Cleanser
Jeg bruger denne renseskum hver eneste aften til at fjerne min ansigtsmakeup – det klarer den hurtigt og effektivt. Det jeg elsker ved denne ansigtsrens er at den kommer med en pumpe, hvilket gør det super nemt og at den virker så let på huden og er nem at fjerne med vand sammen med den opløste makeup. Tilbage er et renset ansigt som hverken føles tør eller irriteret på nogen måde. Se min anmeldelse her. Kan bl.a. købes på PurelyProfessional.dk til 165 kroner for 200 mL.

2) Clinique Wear Everywhere Eye Shadow 8-pan palette Sahara Sand
Jeg elsker øjenskygge paletter – og denne nye 8’er palette fra Clinique i farven Sahara Sand er absolut ingen undtagelse. Pigmenteringen er virkelig i top, så øjenskyggerne er lette at arbejde med og er rigtig flotte på øjenlåget. Desuden er farverne rigtig pæne og i naturlige nuancer blandet kolde og varme, som de fleste kan bruge. Derudover elsker jeg at den er lille og handy, så den ikke fylder en hel masse, hvis man skal have den med på farten – flot og stilren indpakning. Se min anmeldelse og swatches her. Kan købes hos Clinique på Kongens Nytorv og på Clinique.dk til 395 kroner.

3) Clinique Long Last Lipstick, Honeymoon
Denne læbestift er én ud af tre nye farver fra Clinique – en brude-kollektion. Farven er en universal nude nuance, som er flot på læberne uden at man ser syg ud. Den indeholder lidt metallisk shine, men lige nøjagtigt ikke for meget. Læbestifterne er cremede, semi-dækkende læbestift, som giver fugt til læberne, holder relativt godt og skinner lidt så finishet er naturligt. Lige den type læbestifer der er noget for mig og perfekt til brudemakeup’en. Se min anmeldelse og swatches af kollektionen her. Kan købes fra Marts på Clinique.dk til 190 kroner for 4 g.

4) CND Vinylux, Creekside
Jeg elsker CND Vinylux fordi det er en meget holdbar neglelak, hurtigt tørrende og så fordi de laver nogle vildt flotte kollektioner. Farven er er fra deres forårs kollektion Flora & Fauna og hedder Creekside. Det er en sart pastel lyseblå cremet neglelak uden nogen former for shimmer eller shine. Det var først da jeg prøvede den på mine negle at jeg virkelig forelskede mig i den og nu tror jeg nok at jeg har brugt den næsten uafbrudt de sidste tre uger – så mine negle er hele tiden klar til at vores lille dreng kommer til verden! Se hele kollektionen og swatches her. Normalprisen er 125 kr for 15 mL, men man kan købe den til 85 kroner på Minta.dk.

5) glominerals Blush, Paradise
Denne lille kompakte blush i farven Paradise er drøn flot på min vinterblege hud – farven er en sart rosa/lyserød med lidt shimmer som giver liv og glød til kinderne. Den er let at arbejde med og fordi den er så sart skal den bygges lidt op, hvis den skal have fuld skrald! Jeg er desuden rigtig glad for indpakningen som er lille og handy, samt stilrent design. Virkelig en flot blush når man ser på farve og finish, jeg er helt forelsket i den! Se min anmeldelse og swatch her. Normalprisen er 229 kroner for 3,4 g, men kan købes på Cocopanda.dk til 171 kroner.

6) glominerals Pressed Base Powder Foundation
Denne kompakte mineral foundation er meget hurtigt blevet en direkte konkurrent til min ellers favorit foundation fra bareMinerals. Det er virkelig hurtigt at bruge den fordi den er kompakt og kommer med en lille tynd svamp til at påføre og så er det jo nemt at have den med på farten også. Holdbarheden er rigtig god og dækevnen kan bygges op til fuld dækning, hvilket jeg sætter meget stor pris på – man behøver faktisk ikke concealer. Eneste minus er at den er ret mat og livløs lige når den bliver lagt, men efter en halv til en hel time ligger den flot og naturligt på huden. Se min fuld anmeldelse her. Normalprisen er 424 kroner for 9,9 g, men kan købes på Cocopanda.dk til 245 kroner.

7) Vaseline Intensive Care Essential Healing Lotion
Denne bodylotion har virkelig vist sig at blive en skøn favorit i februar måned – den er nemlig lige som jeg godt kan lide en fugtighedscreme. Den er ikke alt for tynd flydende, men en lidt mere fast creme som stadig er meget let at smøre ud og fordele på huden. Derudover giver den virkelig god fugt til min tørre vinter ben og arme og samtidig tørrer den hurtigt ind så man ikke går og føler sig fedtet. Virkelig en lækker bodylotion som giver lidt ekstra fugt end normalt og så til en god budgetvenlig pris. Den kan bl.a. købes i Matas og på Matas.dk til 30 kroner for 200 mL – virkelig en god pris.

// Rikke

4 kommentarer

  • Stine

    Hvor sødt at du har neglene klar til jeres lille baby dreng kommer til verden. Der bliver nok heller ikke så meget tid til neglelak, når først han er her. Jeg håber du får en god fødsel – og at vi får vidunderet at se her på bloggen 🙂 kh Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Stine!
      Hehe, ja – vi gør vel alle nogle lidt skøre ting ind imellem… 🙂 Og nej, der bliver sikkert ikke meget tid til at lægge en pæn neglelak når først han er kommet og desuden så forsvinder mine ellers så fine stærke graviditetsnegle nok desværre også – øv!! 🙂 Viser ham gerne frem, hvis det har interesse for jer læsere?! – ellers så havde jeg faktisk ikke tænkt det… 🙂
      Kh Rikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Helt ok hvis du ikke vil have ham på bloggen. Du har en meget professionel stil her, og det er fint 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det har jeg skam intet problem med, jeg er blot normalt ikke særlig personlig her på bloggen ganske enkelt fordi at jeg ikke regner med det er det folk de kommer efter her på bloggen… 🙂 Så hvis det har interesse så får I ham gerne at se!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forstå indholdsdeklarationen