Julegave guide til alle budgetter

Et surt opstød: TÆNKs test af dyre ansigtscremer

  
Jeg er netop faldet over en af mine søde medbloggere, som på Facebook har delt en af forbrugerrådet TÆNKs seneste tests – og beklager folkens, men her kommer altså lige en anden side af sagen og et surt opstød fra mig!

På mange punkter respekterer jeg egentlig TÆNKs mange gode og spændende tests – umiddelbart synes jeg de bliver udført korrekt og på de rigtige grundlag. Senest har jeg dog ikke været særlig begejstret da de har lavet en del af disse tests med “skadelig kemi” som jeg langt hen af vejen mener er totalt misvisende, præcis ligesom denne test af dyre ansigtscremer som blev publiceret i går.

Når jeg læser en artikel eller test som denne fra TÆNK så er det første jeg undrer mig over hvad det er de mener er så skadeligt. Ud fra artiklen her vurderes parfumestoffer og planteekstrakter til at øge risikoen for allergi, mens parabener menes at være helt skidt. De nævner også noget om miljøbelastende stoffer og hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer, men intet specifikt. TÆNK har udelukkende læst ingredienslisten og ikke andet – det er deres “test”.

Ja, jeg kan godt give ret i at ingredienser som parfume og i særdeleshed naturlige parfumestoffer som typisk er planteekstrakter giver øget risiko for allergi – det kan I læse mere om HER. Så nævner de ligefrem parabener og det er så her jeg bliver helt tosset for de parabener der er lovlige er nogle af de mest sikre til konservering af produkter på markedet, læs mere om det HER. Alle produkter om det er kosmetik eller andre dagligdags produkter udgør i princippet en risiko, men det handler i bund og grund om at vi ikke bliver overdisponeret for ét eller få ingredienser, det er nemlig den største risiko for at udvikle allergi.

TÆNK skriver også i en anden artikel om cocktaileffekten, dvs. den kombinerede effekt af alle de produkter vi bruger til sammen. Det kan jo godt være vi kun bliver udsat for en lille mængde af et givent ingrediens i vores dagcreme, men det bliver naturligvis mere jo flere produkter vi bruger hvor netop dét ingrediens er indeholdt. Hvis vi skal undgå cocktaileffekten handler det jo netop om ikke at holde os til én bestemt type produkter som alle indeholder det samme.

Én af ansigtcremerne vil jeg dog godt give TÆNK ret i at man bør holde sig lidt fra – og det er den fra Elizabeth Arden. Den indeholder nemlig konserveringsmidlet MI som gang på gang har vist sig at være allergifremkaldende og det går rigtig stærkt med at flere slår ud over for netop dette ingrediens. Lovgivningen er på det seneste blevet skærpet i forhold til den lovlige koncentration, men specielt i Danmark har der altså været mange tilfælde, hvorfor MI netop bør forbydes helt.

Er man nu allerede allergiker så vil jeg forslå at man bruger lidt krudt på at finde ud af præcist hvilket ingrediens man er allergisk overfor – det kan din læge nok hjælpe med! Parfumeallergi som er en af de hyppigste kan dog være vanskelig at afgøre, da der findes ekstremt mange forskellige parfumestoffer. Læs mere om parfume som ingrediens i kosmetik HER. Hvis man kender dét man er allergisk overfor så bør man naturligvis gå udenom dette. Det giver også god mening at vælge Astma-Allergi Danmark deklareret kosmetik, hvis man er i høj risiko for at udvikle allergi.

Ellers vil jeg blot sige – alt med måde og brug nu bare de produkter I har lyst til så man ikke bliver overdisponeret af nogle få ingredienser! Lovgivningen er (med undtagelse af MI) god og sikker for os i EU!

// Rikke

21 kommentarer

  • Der vil jeg lige komme med en kommentar. Jeg er muligvis allergisk overfor et eller andet i øjenskygger (Gosh og Urban decay er værst) for jeg har de seneste år oplevet hyppigere og voldsommere eksemudslet i øjenområdet efter brug. Jeg har været til lægen med min mistanke, endda flere forskellige, men begge sagde at “så skulle jeg jo bare lade være med at gå med det jeg troede var et problem”, ingen har valgt at tage mit ønske om at finde ud af hvad jeg reelt er allergisk overfor alvorligt og de siger ligeledes at det er meget svært at finde ud af når ikke man har en ide om hvad man skal teste for. Så den påstand at det burde være let at få den viden fra lægen, er jeg uenig i er sådan virkeligheden er, selvom det bestemt ville være ideelt. De vil hellere udskrive recept på en(eller flere) creme mod eksem de ikke aner om vil virke på en, end de vil teste en. 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Amalie!
      Øv hvor surt! Det var egentlig ikke min mening at få det til at lyde “nemt” at finde ud af hvad man præcist er allergisk overfor – det kan virkelig godt være en jungle. Er ked af det endnu ikke har været muligt for dig at finde ud af.
      Faktisk har jeg også selv en smule jeg kan mærke ved noget øjenmakeup fra Gosh og nogle få flydende eyelinere – endnu har det dog været så lille et problem at jeg ikke har gjort mere ved det!
      Har du prøvet at kigge på hvad der er der går igen i de to produkter som ikke er i andre du godt tåler? Måske kan du bruge udelukkelses metoden?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Jeg har samme problem med eksemudslæt på øjenlågene. Min hudlæge har fundet ud af at jeg har nikkelallergi. Alt makeup med sort farve i – streg, øjenskygge, mascara – har en smule nikkel i og nogle mærker er større triggere hos mig end andre. Løsningen er at bruge brune nuancer eller acceptere klø efter en festlig aften med sort makeup 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Øv at have nikkelallergi! Har du mon prøvet Jane Iredal mascara? De skulle være gode til nikkelallergikere fordi de indeholder meget lidt nikkel!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det startede også for mig meget småt så tænkte ikke videre over det. Det begyndte at blive mere følsomt i en periode hvor jeg havde lidt svamp på kinden (noget de også var evigheder om at finde ud af var en blanding af eksem og svamp, jeg har gået med det i et halvt år før vi fandt den rigtige creme til det). Jeg har skilt mig af med alt mit Gosh og i lang tid havde jeg ikke problemer med nogle andre mærker. Fik så den nye naked 3 palette sidste jul, brugte den en måned og måtte så lægge den og alt andet på hylden. Irritationen er desværre enormt lang tid om at lægge sig, så bare en dag med den forkerte makeup betyder flere måneders problemer for mig, derfor er det lidt svært at motivere mig selv til at prøve andre mærker. Jeg har været uden øjenskygge lige siden.
      Jeg har faktisk også allergi for nikkel og almindelige metaller som fx sterling sølv og stainless steel som nikkel allergikere normalt godt kan tåle. Det er kun ren titanium jeg endnu ved jeg kan tåle, guld har jeg ikke noget af. Men jeg tvivler på at det er det hvis jeg så også skulle være allergisk overfor eyeliner for den rocker jeg stadig til hver dag uden problemer (heldigvis).
      Det meste af mit liv har jeg været komplet allergi fri, det er specielt det sidste år at det er blevet meget voldsomt omkring min hud. 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mathilde

      Bare en kommentar til nikkel allergi, Clinique laver sort mascara uden nikkel så det kan være du kan tåle deres 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for kommentaren Mathilde!
      Var faktisk ikke klar over at Clinique mascara ikke indeholder nikkel – jeg bruger ofte deres mascaraer, så det vil jeg lige undersøge nærmere!! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kian

    Hej Amalie
    Hvis det mest er de røde, lilla og nogle gange blå du reagerer på kan det være karmin du ikke kan tåle.
    Mine øjenlåg “puffede” helt op når jeg brugte de farver på trods af at jeg sagtens kunne bruge andre farver fra samme mærke.
    Prøv at kontakte producenten – det gjorde jeg.
    Jeg skrev hvilke af deres øjenskygger jeg godt kunne bruge og hvilke jeg ikke kunne tåle. De hjalp mig med at finde ud af hvad de “dårlige” havde til fælles – karmin…
    Karmin er et naturligt rødt farvestof, der både bruges i kosmetik og madvarer, men selvom du har problemer med karmin i make up behøver du ikke nødvendigvis holde op med at spise røde pølser (de farves tit med karmin).
    Håber det kan hjælpe dig – det er et helvede at finde ud af, hvad det er man reagerer på for indgredienslisterne på make up er mangelfulde – hvis de overhovedet er der…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Kian. Det er sødt af dig at skrive, for du har bestemt ret i at mange ikke ved det. Dog er det typisk jordfarver jeg gik med og jeg slog ud overfor alle farver indenfor bestemte mærker. Første gang jeg oplevede det var med Gosh og jeg skrev da også til producenten. De fortalte mig hvad du fortalte mig, men det havde som sagt ingen relevans i forhold til mit problem, derefter synes jeg desværre ikke deres kundeservice var særligt god for damen begyndte at tvivle på mit problem selvom min intention bare havde været at de kunne overveje kemien i deres produkt en ekstra gang og have mig i baghovedet hvis de skulle høre om problemet igen. Det var så dårlig en oplevelse at jeg ikke har lyst til at skrive til flere firmaer.
      Men tak alligevel for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for kommentaren Kian!!
      Synes det er en rigtig god idé at kontakte producenten, så de kan være behjælpelige med hvad man bør undgå. De har jo i særdeleshed også styr på hvad der er i deres produkter.
      Til alt kosmetik skal der medfølge en ingrediensliste, men det er rigtigt at det ofte ikke står direkte på makeup produkterne – typisk står det på emballagen. Den skal i hvert fald kunne findes.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kian

      Hej igen
      Ofte står der “Kan indeholde/May contain” og så alle farvenumrene – så det hjælper desværre ikke mig 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Claus Jørgensen

    Hej Rikke

    Jeg vil blot lige give dig svar på nogle af de emner, du rejser i din blog:

    Mht til indholdsstoffer i ansigtscremer, så kan du under testen klikke på ’Bag om testen’, og se hvilke stoffer, vi har fundet.

    I forhold til parabener så har vi dem helt primært på vores negativliste, fordi de har vist hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg og er optaget bl.a. på EU’s liste over stoffer der har vist hormonforstyrrende effekter. Derudover bliver de rigtig nok fremhævet af nogle for deres ikke-allergifremkaldende effekter, men se her hvad Videncenter for Allergi skriver: http://www.videncenterforallergi.dk/allergi-konserveringsmidler-kosmetik.html – Parabener kan også give allergi. Der findes flere alternativer, og dem bruger man bl.a. i svanemærkede produkter.

    Cocktaileffekten handler om, at vi bliver udsat for fx hormonforstyrrende stoffer fra mange kilder, herunder kosmetik og personlig pleje, men også fra fødevarer, emballage, gulve, indeklima, elektronik etc. Vi anbefaler at minimere udsættelsen for disse stoffer, og det betyder at vi fraråder at bruge produkter, hvor vi finder stofferne – herunder ansigtscremer, som bliver på huden i lang tid.

    Kosmetiklovgivningen og reguleringen af kemikalier tager ikke i tilstrækkelig grad højde for cocktaileffekten. I dag kigger man på et stof eller et produkt af gangen, og sætter grænseværdier ud fra det, og dermed undervurderer man vores udsættelse for bl.a. de hormonforstyrrende stoffer.

    Mvh Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fedt du har lyst til at blande dig Claus – tak for kommentaren, det sætter jeg oprigtigt pris på!

      Når jeg går ind under fanen “bag testen” så synes jeg ikke jeg kan læse helt specifikt hvilke stoffer i taler om – der står bare “kemikalier med problematiske egenskaber”, “stoffer, som har vist hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg” og “miljøbelastende stoffer og parfume, som kan være allergifremkaldende”. Har I en liste der specifikt beskriver hvilke ingredienser I mener er problematiske og hvorfor I mener det?

      Parabener er nok et af de ingredienser som jeg ved og har læst mest om – sikker over 100 videnskabelige artikler har jeg læst igennem. Og jeg har endnu ikke fundet nogen eksperimenter der dokumenterer at parabener skulle være hormonforstyrrende – der har dog i ældre forsøg været anledning til at mistænke dem for det, dog er disse helt malet til jorden af nyere forskning som jeg har kunnet finde. Jeg har også været i kontakt med videncenter for allergi og talt med Michael Lundov som har publiceret flere artikler om konserveringsmidler og det er altså også dét jeg bygger mit blogindlæg på! Ja, parabener kan give allergi, men det kan alt principielt og ser man på andre konserveringsmidler der bliver brugt så er parabener absolut ikke problemet når man sammenligner – tværtimod.

      Jeg er helt med på hvad I mener cocktaileffekten handler om – personligt mener jeg dog bare at vi netop ikke bør bruge én slags produkter fordi man ikke tør andet, men derimod bruge forskellige produkter så vi ikke bliver over disponeret for få ingredienser. Derfor synes jeg også at kosmetiklovgivningen er god som den er nu (lige med undtagelse af MI). Selvfølgelig bør man holde sig fra ingredienser man er allergisk overfor!

      Mvh Rikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Rikke

      Blot lige om hvad vi har fundet:

      Mistænkte hormonforstyrrende stoffer:

      Ethylhexyl methoxycinnamate (Ole Henriksen)
      Benzophenone-3 (Ole Henriksen)
      Methylparaben (Helena Rubinstein, Elisabeth Arden, Shiseido)
      Ethylparaben (Shiseido)
      BHT (Beauté Pacifique, Ole Henriksen)
      Cyclopentasiloxane (La Roche-Posay)

      http://kemi.taenk.dk/bliv-groennere/test-kemi-i-dyre-ansigtscremer. Klik på plusset, så scroller du ned og så står der mere. 🙂

      Vedr. om parabenerne – cocktaileffekterne er jo ikke med i vurderingerne af dem. Et konkret eksempel, hvor de er regnet med, nemlig i MST projekt om 2-årige og kemi, blev lavet i 2009. På baggrund af dette studie blev butyl- og propylparaben forbudt i produkter til børn under tre år.

      Vi har netop opfordret miljøministeren til at få opdateret listen over stoffer, der har vist hormonforstyrrende effekter (EUs liste), som er fra 2007. Der er kommet flere stoffer til, og så må vi se om der skal pille nogen fra. Men det har nok lange udsigter.
      mvh Claus

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for dit svar Claus!

      Jeg har prøvet at klikke på plusset – men manglede stadig at I er mere specifikke og synes ikke rigtig det gav noget desværre.

      Tusind tak for listen over jeres “problem-ingredienser”. Jeg vil utrolig gerne vide mere om dem – på hvilket grundlag mener I de kan være hormonforstyrrende? Jeg vil meget gerne have nogle konkrete referencer som jeg kan læs, se eller kontakte.

      Personligt ved jeg mest om parabener – og kan slet ikke forstå hvorfor methyl- og ethylparabenerne er på listen. Det er mange år siden at man mistænkte de to for at være hormonforstyrrende og jeg mener al ny forskning viser at det er helt uden grund og der ingen sammenhæng er. Så derfor er jeg meget nysgerrig efter jeres referencer eller belæg for at “banlyse” disse ingredienser I har på listen.

      Mvh Rikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Rikke
      Tjek: http://kemi.taenk.dk/bliv-klogere/saadan-tester-vi-i-forbrugerraadet-taenk-kemi Her kan du se de lister vi læner os op ad.
      mvh Claus

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for linket Claus! Kan du være mere specifik – der står f.eks. “faglige formodninger om, hvilke produkter der kan indeholde problematiske kemikalier”. Hvad ligger der bag faglig, er det jeres egne faglige laboratorietests og er der mon publiceret noget jeg må læse eller hvilke artikler bruger I til at underbygge valg af uheldige ingredienser? Eller hvem bruger i specifikt som eksperter, gerne navn på vedkommende.
      Mvh Rikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vi læner os op ad eksperter fra DTU Food, Videncenter for Allergi, Center for hormonforstyrrende stoffer, SDU og flere andre danske forskningsinstitutioner, men også udenlandske fx Åke Bergman (Stockholm Universitet), Andreas Kortenkamp (Brynell University London), Linda Birnbaum (NIESH i USA) og mange andre. mvh Claus

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ok… Tak for navnene! Har I desuden noget konkret materiale i går ud fra? Og hvem af jeres eksperter siger at f.eks. parabener er skidt?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henrik

    Kan kun være enig. Syntes beautypedia har en lidt bedre og mere retfærdig måde at dømme på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helt enig Henrik – Beautypedia og Paula er meget brugbar og jeg synes også langt hen af vejen at man kan regne med det der står derinde. Dog er det en enkelt ting jeg er opmærksom på og det er at siden jo er amerikansk og vi i Danmark hører under EU lovgivningen. Der er nogle få forskelle hist op pist også i de produkter de har og vi har.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julegave guide til alle budgetter